Her er de aggregerede resultater for brugerundersøgelsen der var oppe de seneste par dage.

Undersøgelsen modtog 90 svar.

Instans-fordeling

Ikke overraskende, så er de fleste brugere fra Feddit.dk. 10 brugere kom fra lemmy.world mens 17 brugere kom fra et væld af andre instanser (hvor ingen instans var repræsenteret med mere end 2 brugere).

Helt overordnet, hvordan vil du vurdere din oplevelse indtil videre på Feddit.dk?

Med et gennemsnit på 7.60 og en median på 8 kan vi se at folk generelt er ret tilfredse, dog er de fleste ikke “ekstatiske”. Mere om hvorfor længere nede.

Hvordan vil du vurdere indholdet (indlæg) på Feddit.dk?

Folk er mindre glade for indlæg end deres overordnede vurdering giver udtryk for.

Hvordan vil du vurdere kommentarerne på Feddit.dk?

Folk er generelt meget glade for kommentarerne på Feddit.dk, med en median på 8 og et gennemsnit på næsten samme værdi.

Hvorfor gav du de vurderinger?

58 (64%) af de 90 adspurgte svarede på dette spørgsmål.

  • 45 (78%) af de 58 nævnte manglen på aktivitet som årsag for deres vurdering.
  • 35 (60%) af de 58 var generelt positive i deres feedback.
  • 2 (3.4%) af de 58 var generelt negative i deres feedback.

Nogle brugere nævnte også at de fleste indlæg er nyhedsartikler, hvilket ikke er det meste spændende for dem. Mange brugere pointerede den gode tone der er herinde. Et citat fra en bruger lyder: “Der er lidt stille og langsomt, så det er måske kedeligt, men der er heller ikke den aggressive du-er-dum tone som der nogle gange var på reddit”.

Det er dejligt at høre og jeg synes helt sikkert vi skal holde fast i den gode tone 🙂. I forhold til aktiviteten kan jeg jo bare opfordre alle til at bidrage med indlæg og kommentarer, i stort og småt og gerne noget som ikke er en nyhedsartikel.

Er der nogen fællesskaber du savner på Feddit.dk?

Der var ret få brugere der svarede på dette spørgsmål. 7 brugere nævnte dog emner relateret til teknologi (computer, programmering, IT, self-hosting, etc.). Der findes meget store engelsksprogede fora for den slags, men måske ikke et dansk?

4 brugere nævnte memes. I et andet spørgsmål har en bruger også nævnt at siden og tonen virker lidt “seriøs”, så måske noget humor kunne være på sin plads.

4 brugere nævnte finans og vi ved jo at /r/DKFinance er ret stort og populært, så det kommer nok også.

Hvis Feddit.dk tog imod donationer, ville du så donere?

Jeg er meget positivt overrasket (nærmest overvældet!) over hvor stor en andel af brugere der siger de vil donere. Men én ting er selvfølgelig at sige det, en anden at gøre det.

5 brugere valgte “Andet” og sagde at deres donationer kommer an på noget:

  • Når/hvis de havde råd.
  • Hvis Feddit.dks finanser er transparente.
  • Hvis det er nemt at donere.

Hvilken donationsplatform ville du foretrække at Feddit.dk benyttede?

Man fik kun dette spørgsmål hvis man svarede ja til det tidligere. Generelt virker det ikke som om der er nogen klar præference for donationsplatform.

Med denne gode melding omkring donationer vil jeg nok snart sætte en mulighed for donationer op.

Bør artikler med paywall (artikler man skal betale for at læse) være tilladt på /c/nyheder?

21 brugere valgte “Andet”-muligheden og skrev noget i stil af:

  • Ja, hvis OP giver en opsummering i kommentarerne.
  • Ja, hvis det er tagget med [Betalingsmur].
  • Ja, hvis man kan filtere dem fra.

Disse er vist som “På betingelse” i diagrammet. Kun cirka en femtedel af brugere ser gerne at paywall-artikler fortsætter med at være tilladt.

Jeg tror et godt kompromis kunne være at kræve at “[Betalingsmur]” er i titlen (Lemmy har desværre ikke et tagging/flair system endnu) og at OP giver en opsummering i kommentarerne. Men det vil jeg lige diskutere med modteamet før vi lander på en beslutning.

Hvad mener du om NSFW indhold på Feddit.dk?

Generelt set er folk enten for at det skal være tilladt, eller ligeglade. Det er jo også ret nemt at sortere fra ved at deaktivere NSFW i brugerindstillingerne.

Meta (Facebook) har lavet en ny social platform, threads.net, der muligvis vil være på fediverset i fremtiden. Bør Feddit.dk være i forbund med threads.net eller bør Feddit.dk blokere threads.net?

Kun en lille mængde brugere mener Feddit.dk bør være i forbund med threads.net. En lille mængde skrev i “Andet”-muligheden at man burde afvente og se indholdet og brugerene fra threads.net før man tager beslutningen. Dog mener to tredjedele af brugere at Feddit.dk bør blokere threads.net - folket har talt og threads.net er blevet tilføjet til blokeringslisten.

Hvad mener du om Feddit.dks oprettelsesansøgning?

Nærmest halvdelen af brugere mener at ansøgningen er fin som den er. 4 brugere sagde at den var fin, men godt kunne bruge lidt bedre formuleringer eller præcisering omkring forventninger. Cirka en fjerdedel af brugere mener at den burde være nemmere eller slet ikke burde være der.

Faktisk har vi i modteamet allerede justeret formuleringen af ansøgningen en smule, så den er mere præcis omkring formålet og forventningerne til svar (især til spørgsmål 4). Tak til @Plebajer og @President_Pyrus for at hjælpe med de nye formuleringer :)

Vil du betegne dig selv som en lurker?

Over halvdelen af brugere mener de er lurkere. Det er faktisk ret lavt, alt taget i betragtning. Jeg vil antage at andelen af lurkere vil stige jo større en side er.

En bruger skrev følgende i et senere spørgsmål: “Jeg arbejder på at holde op med at lurke og deltage mere aktivt på feddit.dk. Som ny bruger har jeg været mere afventende, for at se hvad kulturen og interessen er, før jeg føler mig mere rustet til at lave opslag.”

Det er netop derfor en god tone og kultur er vigtig. Over halvdelen af brugerne der sidder derude deltager ikke aktivt, og nogle af dem fordi de ikke føler sig klar eller måske ligefrem er bekymret for om de “passer ind”.

Jeg vil personligt opfordre lurkere til at prøve at deltage - indtil videre har tonen været meget fin og jeg lover at moderationsteamet nok skal være der hvis der sker noget.

Demografiske spørgsmål

Det var det for spørgsmål om Feddit.dk. Her følger nu demografiske spørgsmål om brugerne.

Hvor gammel er du?

Ingen brugere under 18 år (i hvert fald ingen der indrømmer det) og kun enkelte brugere over 50, med et gennemsnit et sted i midten.

Hvilken kønsidentitet beskriver dig bedst?

Jeg er ikke overrasket over dette resultat, men heller ikke glad for det. Jeg så gerne en mere ligelig fordeling.

Kvinder: Er der noget Feddit.dk kan gøre for at være mere imødekommende over for jer eller tiltrække flere af jer?

Hvad er din seksuelle orientering?

Cirka 15% af brugere er ikke heteroseksuelle.

I hvilket land bor du?

Kun enkelte brugere bor uden for Danmark.

I hvilken region bor du?

Spørgsmålet var egentlig kommune, men da der er mange kommuner og nogle kommuner kun havde 1 bruger boende valgte jeg at vise det som regioner i stedet.

Hvad er din civilstand?

Næsten lige så mange brugere er singler som er gift.

Hvordan bor du?

En fjerdedel bor alene, en halvdel bor med partner eller egen familie. Det følger nok lidt af aldersfordelingen.

Hvad er din religiøse overbevisning?

Næsten 9 ud af 10 brugere har ingen religion.

Hvad er din højest opnåede uddannelse?

Næsten to tredjedele af brugere har en mellemlang eller længere uddannelse.

Hvad er din beskæftigelse lige nu?

Et stort flertal af brugere er lønmodtagere.

Hvilket parti ville du stemme på hvis der var folketingsvalg i morgen?

Denne overraskede mig en del. Hvis det stod til brugerne her ville Enhedslisten være langt det største parti og ville kunne danne en flertalsregering med SF med (mindst) lige omkring 54.4% af stemmerne (37 ud af 68, når man trækker blankt og dem der ikke stemmer fra).

Hvor tilfreds er du med den nuværende regering?

Der er ikke mange brugere der synes godt om regeringen.

Hvad synes du om længden af dette spørgeskema?

De fleste synes længden var fin men gennemsnittet hentyder at det måske var lidt for langt. Det husker vi til næste gang! :)

Det var alt! Hvis i har spørgsmål til resultaterne kan i spørge i kommentarerne. Jeg kan dog ikke sige meget mere mens jeg stadig holder svarene anonyme.

  • VonReposti@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    9
    ·
    1 year ago

    Ganske interessante tal. Især lurkerfordelingen stod ud for mig. Jeg ville aldrig have forestillet mig at fordelingen ville være bedre end 80:20, men der kan man se. Jeg tænker nok at det er fordi der ikke er så meget at lurke til, så det er mere eller mindre kun dem der vil bidrage som ser ud til at få det meste ud af det pt. Men det skal nok ændre sig med tid. Til de nuværende lurkers, så er I mere end velkommen til at bidrage til fællesskabet, vi lover at vi ikke bider!

    • DenSortePingvin@feddit.dk
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      8
      ·
      1 year ago

      Som kronisk lurker, så er en forklaring på fænomenet i mit tilfælde nok opdragelsen om, at hvis du ikke har noget klogt at sige, så lad være med at sige det.

      Blandet med en generel daglig aktivitet der nedprioriterer foraer og sociale medier til noget mn bare lige bruger til at koble af, og søge igennem.

      Her synes jeg faktisk det er rart at det er så småt her på multiverset, gør nemlig at det er knap så “tillokkende”, fordi der er højst sandsynligt stadigvæk det samme som du scrollede igennem for en time siden. Reddit skulle man passe på at den der 5 minutters scrolling ikke blev til 30 minutters, 40 gange om dagen

    • SorteKanin@feddit.dkOPM
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      4
      ·
      1 year ago

      Jeg var også ret overrasket. Man har altid regnet med 90-9-1 tommelfingerreglen på Reddit men den gælder nok kun når man kommer over en vis skala.

    • dybber@feddit.dk
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      1 year ago

      En del af dem der normalt er lurkere andre steder er nok ikke blevet godkendt som brugere på Feddit, pga optagelsesproceduren, hvor man skal skrive om sig selv osv.

  • Modedyret@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    9
    ·
    1 year ago

    Det er spændende at se hvor meget man har tilfælles med de andre brugere! Jeg er især overrasket over, at der var så mange med den samme politiske parti som jeg.

    @[email protected] du havde et spørgsmål med hvordan man kan tiltrække flere kvinder hertil.

    Min holdning er (og nu er jeg kun en ud af mange kvinder i Danmark, så jeg ved ikke om andre ville være enige…), at der vil komme flere med tiden - hvis feddit bliver mere synlig og mere kendt. Jeg tror at det er rigtig godt, at der er blevet lavet et par andre fællesskaber ang. finans og memes (alle mine veninder e l s k e r memes og videoer af kæledyr, selv dem der ikke er teknologisk anlagte). At normalisere lidt blødere indlæg i f.eks. Spørgsmål og Svar, der omhandler om andre kan relatere til en oplevelse eller give hjælp til noget, ville også være godt. Det er i hvert fald, det der får mine veninder til at kommentere og lave indlæg på feddit. Men først og fremmest, skal feddit være mere synlig før det bliver mere udlignet. Så længe vi holder den gode tone samtidigt, skal det nok komme.

    … hedder det forresten indlæg eller oplæg? Indlæg lyder forkert ift. posts.

    • SorteKanin@feddit.dkOPM
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      5
      ·
      1 year ago

      Tak for dit perspektiv, det er virkelig vigtigt at høre! Kunne godt være man skulle have /c/kaeledyr på et tidspunkt 🤔. Tror du der er nogen andre emner udover kæledyr og memes der kunne tiltrække?

      … hedder det forresten indlæg eller oplæg? Indlæg lyder forkert ift. posts.

      Jeg har selv været meget i tvivl, især fordi man på dansk så hurtigt blot bruger fremmedordet (post) i stedet for et ordentligt dansk ord.

      Ordnet.dk definerer indlæg som: “noget som skrives eller siges som led i en (offentlig) debat”.

      Oplæg er defineret som: “tekst der er tænkt som indledning til behandling af et emne eller som udgangspunkt for en diskussion”.

      Det lyder ret ens i mine ører 🤷😅. Så jeg er ikke blevet meget klogere om hvad der er det rette ord og jeg synes egentlig ikke nogen af dem lyder lige så godt som post lyder når man snakker engelsk. Men måske er det et spørgsmål om tilvænning.

      Nogen gange bruger man også bare “pæl” som en sjov direkte oversættelse af “post” men det er vist mest bare for sjov.

      • Modedyret@feddit.dk
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        4
        ·
        1 year ago

        Hmmm, andre emner – ikke så vidt jeg kan huske. De fleste af mine veninder har forskellige og varierede interesser (en gamer, en er makeup ekspert, en anden spiller tabletop RPGs, en syer, nogle strikker, og lignende), og det er feddit ikke stort nok til at kunne udfylde lige nu. En kæledyrskanal ville være godt. Jeg ved at det danske influencer gossip reddit også er pænt populært, men det, igen, har vi ikke nok mennesker til (og jeg har selv absolut ingen interesse i det).

        Igen, så er det vigtigste nok at få mere synlighed omkring feddit og at holde den gode tone. Så kan det andet komme med tiden 😊

        Og samme – tak for at slå det op!! Jeg forsøger at bruge færre oplagte og tydelige fremmedord 😁 Oplæg og indlæg lyder nu fuldstændigt som det samme, definitionsmæssigt! Og pæl overvejede jeg også, men jeg synes selv at det er lidt mere bare for memen, at man kalder den det. Det må vel bare være en smagssag, så.

      • Limfjorden@feddit.dk
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        3
        ·
        11 months ago

        Jeg kan faktisk ret godt lide pæl. Det passer jo meget godt med det vertikale udseende, jeg forestiller mig at folk ridser deres kommentarer ind i en pæl, og man kan så sætte en ny pæl i jorden hvis man vil diskutere noget andet. Man kan også bruge tråd, men det fungerer lidt bedre til kommetarer, der hænger sammen.

    • ristedeløgne@feddit.dk
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      1 year ago

      Jeg er en af kvinderne også og er enig i det med memes og den gode tone.

      Den gode tone er nok det allervigtigste. I min erfaring er kvinder mere tilbøjelige til at diskutere deres oplevelser og erfaringer, og forholde sig til informationer ud fra deres personlige baggrund eller netværkets. Altså at relatere og reflektere ud fra det personlige som meningsskabelse.

      Hvis man støder sammen med typen der nedgør dette som meningsløse “anekdata” og kræver at man skal præsentere en evidensbaseret argument med fodnoter for at kunne have en mening på nettet, så er det megatræls. Der skal ikke meget af det “du har en forkert holdning på internettet!” før man begynder at grundigt overveje sine ord, slette posts, og til sidst at skride.

      Jeg er personligt ligeglad med kæledyr, jeg er mere til “se mine have og de kartofler jeg selv har dyrket” og følger det på engelsk. Jeg savner det fra et lokalt klima, men ved ikke hvor meget efterspørgsel der er.

      • SorteKanin@feddit.dkOPM
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        2
        ·
        1 year ago

        Tak for perspektivet 🙂. Jeg synes helt sikkert der skal være plads til at dele erfaringer og meninger uden at det hele skal være peer-reviewet i en eller anden videnskabelig journal. Det er faktisk ofte mere interessant at høre om folks personlige erfaringer, frem for det videnskabelige aggregat (selvom videnskab selvfølgelig også har sin plads i debatten).

        jeg er mere til “se mine have og de kartofler jeg selv har dyrket”

        Havearbejde og sådan kan sagtens passe ind i [email protected], i hvert fald indtil der er noget mere specifikt. Ellers bare [email protected] som sædvanlig :)

    • Kresten@feddit.dk
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      1 year ago

      Jeg har været inde og kigge lidt på oversættelsen før, så vidt jeg husker blev ‘indlæg’ valgt fremfor ‘opslag’ (og evt. ‘Oplæg’), fordi det virker en anelse mere formelt, da det er nærmere et forum end f.eks. facebook med statusopdateringer

    • Andreas@feddit.dk
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      1 year ago

      Jag är inte kvinna men var ganska aktiv på en community på Tumblr med en överväldigande kvinnomajoritet (hela plattformen har den också). Min erfarenhet med deras sociala medier-vanor är att kvinnliga användare byter plattformar endast när alla deras vänninor är eniga om att byta, och att de är obekväma att delta i communities som saknar den överväldigande kvinnomajoriteten. /r/Denmark omfattar allmänna intressen och var aldrig exkluderande mot kvinnor men könsfördelningen där liknar den vi ser här. Det räcker alltså inte att bara inte exkludera kvinnor, de behöver gemenskaper som är anpassade till dem.

      Har inte tänkt på ordet “inlägg” eftersom det används överallt men när du säger det är “upplägg” kanske ett mer passande ord…

      • Modedyret@feddit.dk
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        5
        ·
        1 year ago

        Jeg lurkede også på Tumblr i en periode. Men ja, kan kun nikke genkende til det du siger. Mine veninder (dem af dem, der er på reddit) kom først efter det havde nået en vis popularitet og det var mere normalt at være der.

        Selvom jeg er kvinde, ved jeg dog ikke hvordan vi kan være inkluderende overfor dem - den må jeg tænke lidt nærmere over.

  • Underbroen@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    6
    ·
    1 year ago

    Interessant med den politiske fordeling; altså at den er så overvældende rød. Jeg synes heldigvis ikke det afspejler sig i nyhedsindholdet, i kommentarerne eller stemningen. Måske er vi alle politikertrætte på tværs af spektret?

    Fedt med en brugerundersøgelse, tak for det!

    • SorteKanin@feddit.dkOPM
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      6
      ·
      1 year ago

      Måske er vi alle politikertrætte på tværs af spektret?

      Der var i hvert fald ikke mange der var glade for den nuværende regering 😅

    • humanplayer2@lemmy.ml
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      edit-2
      11 months ago

      Jeg synes heldigvis ikke det afspejler sig i nyhedsindholdet, i kommentarerne eller stemningen.

      Subtilt burn, dér 😄

      • Underbroen@feddit.dk
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        4
        ·
        11 months ago

        Hehe det er nu ikke ment som sådan! Jeg ligger selv til venstre for midten, men bliver træt når diskussioner bliver for binære og når man kun poster de ting man er enige i, mens man ignorer andre pointer.

        • 22dobbeltskudhul@lemmy.world
          link
          fedilink
          arrow-up
          2
          ·
          edit-2
          11 months ago

          Det præger til gengældt meget resten af lemmy, altså venstredrejningen. Det bliver ekstremt trættende i længden, selvom jeg selv er mere eller mindre rød.

  • President_Pyrus@feddit.dkM
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    6
    ·
    1 year ago

    I forhold til gennemsnitsalderen er den egentlig noget højere end den var i /r/Denmark’s brugerundersøgelser. Som jeg husker det var den omkring 27 år der. Det er faktisk rimelig interessant at der er så store demografiske forskelle på de to fællesskaber.

    • SorteKanin@feddit.dkOPM
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      6
      ·
      1 year ago

      Jeg tænker der må være noget ved Fediverset og det decentrale sociale medie som tiltrækker en bestemt type.

      Jeg håber egentlig at det i fremtiden bliver mere mainstream og at Fediverset ikke kun vil have en bestemt type mennesker.

      • Klorofyl@feddit.dkM
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        3
        ·
        11 months ago

        Jeg tænker der må være noget ved Fediverset og det decentrale sociale medie som tiltrækker en bestemt type.

        Tror jeg også. Endnu mere når man ser på brugernes politiske holdning. Noget typer på at folk der stemmer Enhedslisten også tænder på open source, ikke overvågning osv.

  • Limfjorden@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    5
    ·
    1 year ago

    Spændende tal! Jeg glemte at deltage i undersøgelsen lol. Jeg har lidt billeder, jeg egentlig gerne vil dele (mere indhold!), men jeg har problemer med at lægge dem op. Kan nogen pege mig I den rigtige retning?

    • SorteKanin@feddit.dkOPM
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      6
      ·
      1 year ago

      Jeg har begrænset hvor store billeder man kan uploade da det kan føre til meget stor forbrug af lagerplads, som er dyrt. Men du kan bare uploade til fx catbox.moe eller Imgur og så poste linket til billedet, i stedet for at uploade billedet direkte :)

      • humanplayer2@lemmy.ml
        link
        fedilink
        dansk
        arrow-up
        1
        ·
        11 months ago

        Hvad er begrænsningen?

        For brugervenlighed, findes der så en mulighed for at auto-nedskalere og -komprimere?

        • SorteKanin@feddit.dkOPM
          link
          fedilink
          dansk
          arrow-up
          2
          ·
          11 months ago

          100 KB. Serverne omdanner billeder til webp automatisk hvilket gør dem lidt mindre. Du kan bruge et program som fx Paint.NET til at omdanne dine billeder til webp eller gøre dem mindre.

          • humanplayer2@lemmy.ml
            link
            fedilink
            dansk
            arrow-up
            1
            ·
            11 months ago

            Tak for info. Jeg fik den info ikke på telefonen (Jerboa) da jeg prøvede at poste for stort, der kiksede det bare.

            Jeg har en fin editor på telefonen til den slags, men det var uvant at skulle overveje det.

            Den størrelsesindstilling du har sat, ved du om den bliver udstillet så en app kunne læse den?

              • humanplayer2@lemmy.ml
                link
                fedilink
                arrow-up
                2
                ·
                edit-2
                11 months ago

                Den hedder noget så let at søge på som Photo Editor.

                Jeg er glad for den af mange grunde, bl.a. at den kan ret meget, og tillader “overwrite” som gemme-mulighed, hvor den overskriver originalen, så man ikke gemme kopi på kopi af billieder.

                Jeg har brugt den i mange år, og den er stadig min go to.

            • SorteKanin@feddit.dkOPM
              link
              fedilink
              dansk
              arrow-up
              1
              ·
              11 months ago

              På desktop mener jeg at man får en advarsel om at billedet er for stort (HTTP 413 skulle jeg mene). Så jeg vil gætte på at det er fordi appen ikke håndterer den statuskode specielt og bare giver en generisk fejl i stedet.

              • humanplayer2@lemmy.ml
                link
                fedilink
                dansk
                arrow-up
                1
                ·
                11 months ago

                Ah ja, det kunne meget vel. Jeg fik ingen fejlmeddelelse – min post til og kommentar gik bare ikke igennem. Men det kommer nok :)

  • Andreas@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    4
    ·
    1 year ago

    Inte särskilt förvånad med procentandelen av röda väljare, det var många center och borgerliga väljare jag försökte ta till Lemmy som uttryckte att de inte vill joina eftersom “det är för många kommunister där”. Min “ved ikke” röst skulle egentligen vara en borgerlig om jag visste vilket danskt parti motsvarar det svenska jag röstade på.

    Angående donationer, är det ingen annan som är bekymrad av privatägda donationstjänster som sparar och delar din personliga information med den du donerar till? Jag vet att det är masshysteri kring krypto just nu men det är det bästa alternativet att donera anonymt. Man kan liksom ha både en donationssida på Liberapay för de som vill donera med bankkort och en krypto adress. Sälj krypton för fiat när den kommer in, man behöver inte investera.

    • SorteKanin@feddit.dkOPM
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      1 year ago

      Der kan også være en lille fordel ved ikke at donere fuldstændig anonymt - jeg tænker da der skal være et “leaderboard” over dem som har doneret mest :)

      Men ja at have begge muligheder er vel bedst

  • LightningHaqeem@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    3
    ·
    edit-2
    1 year ago

    Tak for det store arbejde med indsamling, processering og præsentation af disse interessante tal, @SorteKanin!

    Det var spændende læsning

    • SorteKanin@feddit.dkOPM
      link
      fedilink
      dansk
      arrow-up
      3
      ·
      1 year ago

      Du er altid velkommen til at skrive feedback til mig hvis der er noget du gerne ville tilføje :)

  • DaKoTa@feddit.dk
    link
    fedilink
    dansk
    arrow-up
    2
    ·
    1 year ago

    Jeg er små glad for at se hvor få en persons svar der er, altså at alle som minimum har mindst en anden de deler noget tilfælles med, bortset fra sabbatåret. Det er er sq ret nice at vi alligevel deler en masse